Artemis - gudinde for jagt og den vilde natur.

- af Abelone Nissekone - den 13. juli 2020 12:16

Ræven tog hende.

Hvordan skulle hun ellers forsvinde ud af den blå luft fra det ene øjeblik til det andet?

Artemis - katten der undslap strådøden

Min egensindige vil-du-se-min-røv-kat skulle egentlig have heddet Karla. SuperKarla. Hun var opdraget med nussepligt. Hver dag. Det var aftalen. Om det så bare var 30 sekunder. Og hun fandt sig i det. Faktisk blev nussepligten gensidig med årene.

Det er det år der er Olympiske Lege i Grækenland, hun kommer ind i mit liv. 14 uger gammel fanger hun sit første bytte. Ind i stuen. Se, den hopper! Det næste hun viser mig er en mus. Den er sjov! Levende. Da jeg smider hende ud i haven med musen i kæften, sværger hun aldrig at komme med gaver til mig igen. Hun æder musen, og to mere i løbet af ingen tid. Hendes to år ældre værelseskammerat, en busket, skinsyg hankat på 7 kg, bliver hurtigt træt af al hendes opmærksomhedskrævende ståhej. Og haps! Kommer han spankulerende over græsset med en lille lækker skovmus med flotte runde ører og lang fin hale. I sfinx-agtig zen ligger han med erobringen mellem poterne og får den meget nysgerrige killings fulde opmærksomhed. Hun venter pænt. På afstand. Da han er færdig med at demonstrere sin jagtfærdigheder går han, uden at værdige hende et blik. Efterlader sit bytte. I løbet af en time er den fjerde mus forsvundet. Et par uger senere kaster hun sig modigt over en due. Artemis bliver hendes navn. Ligesom den græske gudinde for jagt og den vilde natur. ”Grusom” er et af gudindens tillægsord.

I sommerhalvåret flytter hun hjemmefra. Bor et sted i vildnisset, og kommer kun lejlighedsvis forbi sin madskål. Jeg kalder hende ”Ugens gæst”. Indimellem bliver hankatten urolig når hun har været væk for længe. Kommer mjavede og hjerteskærende ind til mig, og beder mig om at kalde på hende, med nyfanget mus som lokkemad. Jeg står i haven og kalder på dyrene og jagtens gudinde. Som selvfølgelig aldrig kommer når man kalder. Dog altid et stykke tid efter. Sluger sit offer mens hankatten og jeg ser på, og skrider igen. Vil I se min røv?

Artemis på sommervisit

Om vinteren kan jeg næsten stille mit ur efter hende. Når mørket falder på forsvinder hun i mørket, og mellem halvsyv – halvotte om morgenen, krøller hun sig sammen foran brændeovnen, og bliver liggende resten af dagen uden at bevæge et knurhår. Hun får vinterkrop, og når foråret kommer ligner hun en folkevogn.

Denne vinter fik hun ikke vinterkrop. Hun fik en svulst i maven. Mistede kræfter. De grønne øjne mistede skarphed. Hun havde stadig travlt om natten og hoppede endnu op på taget, selvom hun ikke kunne se. Mus og tørkost var taget af menukortet, men hun var glad og mæt så længe jeg servede rå kyllingelever flere gange om dagen. Men jeg var fanget i et etisk dilemma. Hvad er et værdigt katteliv? Hvad er en værdig kattedød? Så længe jeg kunne se hun opretholdt sine rutiner og en meningsfuld hverdag for en kat, havde jeg svært ved at bede dyrlægen om at tage hendes liv. Takket være koronakrisen var der stille nok omkring mig, til at tage mig af en plejekrævende kat, der skulle have piller i kæften morgen og aften.

Vi indgik en aftale, Artemis og jeg. Jeg sagde til katten at når sommeren kom ville jeg få svært ved at passe hende hver dag. Indimellem ville jeg være nød til at aflevere hende på kattepension. Hun sagde at det var fint. Det var gode mennesker. Og at hun nok selv skulle bestemme hvornår ville herfra.

Så kommer sommeren. Artemis er stadig en levende og nysgerrig, men gammel og halvblind jagtgudinde. Mit og kattens territorie er lejet ud. Normalt vil hun underholde mine bygæster med nedlæggelse af vildt på terrassen, mens jeg er på ferie. Men i år kunne hun hverken passe mus eller have.

En god ven med et blødt punkt for dyreverdenen inviterer os hjem i sit hus med tilhørende urskov. For første gang i sit 16 år lange liv befinder hun sig uden for egne jagtmarker. Med knurhår og næse som radar går hun forsigtigt, skridt for skridt, på opdagelse i al det nye. Det er spændende! Efter 4-5 dage insisterer hun på at komme ud når mørket falder på.

Det er faktisk en mørk og stormfuld sommeraften! Buske og træer rusker og katten kradser insisterede på døren. Hele natten. Jeg lukker modvilligt min gamle, blinde jæger ud. Jeg er næsten faldet i søvn da hendes skrig flænser vinden. Flyver ud i haven. Halespidsen af et dyr ser jeg forsvinde rundt om busken, med katten skrigende i krattet, snurrende rundt om sig selv. Får fat i et par havehandsker, kræet i armene, der ikke ænser andet end sin eget forsvar, og ind i huset. Hun holder op med at skrige og hvæse, folder kløerne ind. Æder en stor portion kyllingelever og er klar til at genoptage natarbejdet. Men den går ikke. Godnat lille kat!

Dagen efter skinner solen og alt er godt. Katten sover med halen under snuden og er ligeglad med at komme ud. Indtil tursemørket falder på. Da går hun forsigtigt ud og sætter sig på terrassen, omkranset af blomster og sommerkrat i fuldt flor. Sidder og snuser forsigtigt til blomsterluften. Et kort øjeblik forsvinder jeg ind i huset for at hente noget.

Da jeg kommer tilbage er hun væk. Helt væk.

Jeg kalder på Artemis, som jeg altid gør når jeg savner hende. Adskillige gange i løbet af natten og tidligt næste morgen. Svaret jeg får, var at gudinden for jagt og vilde dyr var gået sine egne vegne.

Hvad der skete i det korte øjeblik jeg vendte ryggen til ved jeg ikke. Måske havde rævemor fået færden af det lette, velnærede bytte og sad tålmodigt i vildnisset og ventede på gudindens ankomst. Ihvertfald undslap Artemis strådøden.

Vil du se min ræv?

 

<<   Se flere artikler...
Copyright: GULDFUGLEN v/ Abelone Bregninge, Historiefortæller & podcaster
| Tel. +45 5121 2811 | Kontakt informationer |
Teknik: Tom Vilmer Paamand © 2020 | Design: How2get.net & ComputerArts.dk